One Snowy Night
Et fast indslag om vinteren her hos mig er Nick Butterworths bog “One Snowy Night”. Den er let at læse, har en del gentagelser og indbyder til en snak med børnene om mange forskellige emner. Den er derfor ideel at lave et tema-forløb ud fra.
Jeg har købt bogen på amazon for flere år siden. Den fås stadig i dag og koster ca 60 kroner uden porto. Bogen handler om Peter, der er parkbetjent. En nat banker dyrene på, den ene efter den anden, og beder om at få lov til at sove hos ham. Der bliver for mange dyr i den lille seng, og de falder ud. Pludselig hører de en lyd, bliver bange og gemmer sig. Det viser sig, at lyden stammer fra en lille muldvarp, der kommer ind gennem gulvet.
Fortælling af historien.
Bogen kan læses i fællesskab og er velegnet til dialogisk læsning. Der er store fine billeder med meget at tale om, og der følger en plakat med, som man kan hænge på væggen, så man kan bruge den i sin sprogtræning. Derudover laver jeg altid en lille fortællekasse. Sammen med børnene bygger jeg en lille seng ud af lego, finder en figur der skal være Peter, og hjælper dem til at udvælge dyr, der kan være med i historien. Vi har ikke nødvendigvis de samme dyr som i bogen, bortset fra ræven. Ham er vi nødt til at have med. Når vi bruger fortællekassen, sætter vi os i en rundkreds på gulvet. Så laver jeg et lille dukkespil af historien for børnene, og når dyrene gemmer sig, er det børnene der gemmer dem hos sig. På denne måde kan vi variere historie og bruge vores fantasi sammen.
Sprogvæggen
For at styrke sproget og øve samtalen, har jeg det, jeg kalder en sprogvæg. Her sætter jeg den medfølgende plakat op, og derudover har jeg sat fotokopier op af dyr, der fortælles om i bogen. På hvert kopi har jeg en lille post-it med info om dyret, så jeg kan huske lidt om det. Det kan være en grævling, hvorpå der står at den bor i huler og spiser regorme og bær. Hvis vi laver et kreativt indslag eller to, der relaterer til emnet, sætter vi dem også op her. Derudover støtter vi med læsning af andre bøger, der relaterer til det emne, vi har taget op.
Kreativitet
De kreative indslag, vi har lavet, har været forskellige alt efter hvad vi har arbejdet med i forbindelse med bogen. Vi har lavet håndaftryk af ræve, da alle børn kan være med til at få malet hånden til et håndaftryk, og så maler jeg ræven på, mens børnene leger eller ser på. Imens snakker vi lidt om, hvor øjnene nu sidder, og om der skal være en hvid halespids. Vi har også lavet en regnorm af en wc rulle, hvor alle børnene malede rullen i passende farver, hvorefter vi klippede den op til en regnorm. Glæden var stor, både da de så tingene hænge på væggen og da de fik dem med hjem.
Naturliv
Hvis man fokuserer på dyrene i historien, er der mange måder at inddrage naturlivet på. Det er oplagt at tage på tur i skoven, hvor man kan se om man kan finde huller, hvor dyrene måske bor. Måske kan man finde et muldvarpeskud. Har man ikke mulighed for det, kan en by-park også være et mål for en tur. Er der dyr i jeres park? Bor der en parkbetjent i en lille hytte? Der er nok at se efter. Man kan også tage på regnormetur i nærområdet. At røre ved et par våde og glatte regnorme, stimulerer sanse-motorikken og giver mulighed for nye ord. Måske kan I tage et par regnorm med hjem og lave en lille regnormefarm? Bare husk at slippe dem ud igen, når I er færdige med dem.
Variationer.
Dyrelivet er kun et af flere temaer, som bogen kan lægge op til. Man kan arbejde med fællesskabet, og det at hjælpe hinanden. Peter hjælper dyrene, ræven må ikke spise de andre, de skændes over pladsen i sengen, de bliver bange og gemmer sig. Her kunne man som variation arbejde med aflæsning af ansigtsudtryk og følelser. Man kan også vælge at arbejde med forholdsord. Hvor står de, hvor ligger de, hvor falder de hen og hvor gemmer de sig? Her plakaten en god hjælp, da det er oplagt at finde forskellige ting og sætte ord på både genstanden og hvor det er.
Læring med One Snowy Night.
Der er mange grundlæggende færdigheder et barn lærer i forbindelse med læsning. Det lærer sociale færdigheder som at vente på tur, når vi taler om bogen. Det øver sig i at lytte til andre og at fokusere på det der bliver fortalt. Sproget stimuleres, når der høres nye ord, eller kendte ord i nye sammenhænge. Alt efter hvad bogen handler om, lærer barnet om verden omkring sig og får ny viden. I mit forløb ovenfor har vi været omkring naturliv, sanser og bevægelse, sammenhænge i naturen, kultur og æstetik i forbindelse med vores kreative indslag, kommunikation og sprog og fællesskab. Vi har været hele læringsplanen rundt i arbejdet med en enkelt bog.
Bøger kan være utroligt alsidige og inspirerende at bruge med børn. Man kan tage det emne op, der fanger børnene mest, eller det område, hvor man synes at enten gruppen eller et enkelt barn kunne have brug for lidt ekstra fokus. Derfor er det et redskab jeg vender tilbage til igen og igen. Hvis du har en yndlingsbog du bruger igen og igen, må du meget gerne skrive en kommentar, jeg søger altid ny inspiration.