Hobbitbakken
I vores lille kolonihave i Budumvang har vi en hobbitbakke. Børnene elsker at lege på den. De får et nyt syn på verden, når de står på toppen og et sus i maven, når de rutcher ned og de kan gemme sig i den og lege hule. Hobbitbakken hjælper dem med at skabe deres eget lille eventyr.
Hvorfor en kolonihave
Det første jeg skal fortælle om er vel, hvorfor jeg har en kolonihave. Faktisk har jeg den med en kollega, så vi er to om omkostningerne og arbejdet, men vi er der sjældent på samme tid. Ideen opstod for femten år siden, da vi begge havde brug for et udflugtssted med børnene, hvor vi kunne skabe et afbræk i hverdagen, men hvor det samtidig føltes trygt og velkendt for børnene. Vi købte den lille kolonihave, som endnu ikke stod helt færdig, og hvor haven var en stor og meget vild græsplæne. De første år fik den lov til at være ret vild, men med tiden blev den tæmmet, og efterhånden har vi lavet sjove projekter, lavet om og føjet til, efterhånden som nye ideer opstod og skulle prøves af.
Eventyret derude.
En af ideerne var at lave en hobbitbakke. Ideen opstod delvist fra inspiration på pinterest, og delvist fra et ønske om at skabe en grobund for barnlige eventyr. Jeg voksede op lige ved siden af et grønt område, hvor græsset fik lov til at gro – højt. I hvert fald føltes det sådan. Det var i 70érne og i et barns perspektiv skal græs ikke være særlig højt for at føles enormt. Jeg husker følelsen af at ligge på ryggen og stirre op i himlen, helt gemt i græsset. Jeg lå og kiggede op, lyttede til græsset og bladenes raslen og plukkede græsstrå af, der kunne kilde. Jeg elskede det – men er i dag også sikker på, at alle voksne, der gik forbi, kunne se mig.
For at lave et gemmested i kolonihaven, købte vi et rør, som børnene kan kravle igennem, men også sidde i og hygge sig. Vi lavede en bakke henover, lavede en lille stenmur på siderne hvor udgangene er, og vi satte en låge på i den ene ende. I den anden plantede vi elefantgræs i en halvcirkel med en udgang, så det kunne få effekten af en hule uden for hulen.
På den stejleste side af bakken – som jo ikke er speciel stejl – satte vi en rutchebane på. Vi plantede lidt mynte, og der stod allerede en jasminbusk i den ene side. Med tiden er vilde blomster også kommet til og har fået lov til at udfolde sig.
Bakken er vældig populær, børnene elsker at løbe op og ned, de store elsker at gemme sig, og alle kan lære at rutche uden den store fare. Den giver dem både eventyr, motion og en masse glæde.
Natur og udeliv
Ser man det fra den vinkel, som fokuserer på børnenes udvikling, er det klart, at vi blandt andet arbejder med natur og udeliv. Vi er i det lukkede og trygge rum, og da vi kommer der ofte, ser børnene hvordan årstiderne ændrer naturen på så lille et område som bare vores hobbitbakke. Om efteråret visner det høje elefantgræs og vi klipper det ned. Hulen er væk, men det er sjovt at lege med det lange afklippede græs. Derudover giver bakken børnene mulighed for at gå på eventyr, for at undersøge på egen hånd og for at få nogle anderledes oplevelser, hvilket er præcist det vi ønskede at opnå. Eventyr lærer også barnet nye ting om sig selv og understøtter andre sider af dets udvikling.
Alsidig personlig udvikling
Også det, man i læreplanstemaerne kalder barnets alsidige personlige udvikling bliver hjulpet på vej. Det oplever, at det kan selv, og at du alligevel er lige dér, hvis det får brug for hjælp, både hvis det ´leger gemmeleg´ eller hvis det tumler rundt på bakken.
Der er ofte meget latter og begejstring når børnene rutcher og bevæger sig. Det trækker de andre børn til og nu opbygges der et fællesskab omkring det de leger. Det kan for eksempel være at vente på tur, hvis de er i gang med at rutche. Og hvis de er I gang med noget, der kan virke farligt for nogle, kan det give de mere tilbageholdne børn gå-på-mod til at udforske sig selv og verden omkring dem, ved at finde ud af hvad de rent faktisk kan. De kan godt rutche, trille ned af bakken, gå op i stedet for at kravle og så videre. Deres motorik bliver udfordret på mange måder.
Motorikken
Hobbitbakken opfordrer til bevægelse. Man kan kravle op af bakken, hvis ikke man kan gå, men når man får mod på at gå, lærer børnene noget om balance og om at gå op og ned af noget. Når først de er kommet op, skal de også ned igen. De mest forsigtige kravler, men med tiden både rutcher, går, løber og triller de. Og de rigtig modige – de hopper ned fra siderne med stensætningen.
Motorik handler også om sanser, sansemotorik. Vores hobbitbakke er lavet, så den stimulerer de fleste af sanserne.
De kan høre lyde fra det høje, stive elefantgræs når de rører ved det eller når det blæser. Elefantgræsset føles helt specielt, stift og lidt skarpt måske, men børnene mærker også græsset i håndfladerne, når de kravler rundt, luften på kinderne, når de suser ned af rutchebanen og blomsternes bløde blade, når de plukker af dem.
Mynten dufter, når man kravler i den eller plukker af den, og jasminbusken dufter skønt I forsommeren.
Det børnene ser er også helt anderledes når de står på bakken. De har pludselig overblik, de er i øjenhøjde med en voksen og verden ser helt anderledes ud.
Bakken har givet mange timers glæde, og der er hele tiden noget nyt at lære for det enkelte barn. Det er et af de mest vellykkede projekter i kolonihaven, og børnene nyder at lege på den hver eneste gang vi er derude. Måske har du ikke plads til en bakke i din have. Måske tænker du at den vil se kedelig ud. Men tag eventuelt et kig på pinterest. Det er utroligt hvor lidt der kræves, samtidig med at man kan gøre den spændende eller pæn at se på – alt efter hvad man er til.